En ny begyndelse i livet
Dåb i Birkerød Kirke
I den danske Folkekirke kan man blive døbt uanset alder. I Birkerød Kirke døber vi både børn, unge og voksne.
Dåben foregår som udgangspunkt som en del af højmessen søndag kl. 10.00 eller ved en særlig dåbsgudstjeneste den sidste lørdag i måneden kl. 10.30.
Dåben er en festlig og betydningsfuld begivenhed, hvor den døbte bliver en del af det kristne fællesskab. Ved dåben siger vi ja til, at Gud følger os gennem livet – i glæde, tvivl, sorg og håb.
Sådan foregår en dåb
Hvis I ønsker at få jeres barn døbt i Birkerød Kirke, anbefaler vi, at I kontakter Kirkekontoret i god tid. Der skal altid være en samtale med den præst, som skal foretage dåben.
Ved barnedåb gælder følgende:
- Forældrene mødes med præsten cirka 8–14 dage før dåben.
- Der skal være 2–5 faddere. Hvis en gudmor eller gudfar bærer barnet under dåben, tæller denne person som én af fadderne.
- Fadderne skal være døbt med den kristne dåb og være konfirmeret eller have nået konfirmationsalderen.
- Faddernes navne og adresser skal oplyses til Kirkekontoret, så de kan registreres i kirkebogen.
- Efter dåben udleveres barnets dåbsattest.
Der er som udgangspunkt kun plads til to dåbshandlinger ved den enkelte højmesse.
Dåb om lørdagen
Ønsker I en mere kort og koncentreret gudstjeneste med fokus på dåben, er der mulighed for lørdagsdåb den sidste lørdag i måneden kl. 10.30.
Skal I have tilknytning til Birkerød Sogn?
Hvis I ønsker dåb i Birkerød Kirke, skal I som udgangspunkt have eller have haft bopæl i sognet eller på anden måde have en særlig tilknytning til Birkerød Sogn. Det kan for eksempel være gennem en tidligere kirkelig handling som dåb eller konfirmation.
Er I i tvivl om, hvorvidt I har tilknytning til Birkerød Sogn, er I altid velkomne til at kontakte Kirkekontoret. Vi hjælper gerne med at afklare mulighederne.
Kontakt Kirkekontoret om dåb
Hvis I ønsker at tale med Birkerød Sogn om dåb, eller er I i tvivl om tilknytningen til sognet, skal I kontakte Kirkekontoret telefonisk.
Telefon: 45 81 88 22
Af hensyn til personlige oplysninger og koordinering af kirkelige handlinger behandles dåbsforespørgsler ikke via e-mail.