Kære menighed.

I denne tid hvor vi ikke må samles, og hvor vi må sidde derhjemme – måske bange og ængstelige, måske frustrerede over, at vores hverdag er sat på hold – er det vigtigt, at vi holder fast i troen og håbet. Det kan være, at vi føler os alene, fordi vi fysisk må afskære os fra hverandre – det er kun naturligt, at vi føler sådan, for vi er som mennesker afhængige af hinandens nærvær og berøringer – så er det vigtigt at huske på, at kirken, som Grundtvig skrev det, er bygget af levende stene. Og stene udgør vi hver især, når vi er med hinanden i bøn og tro. Lad os samles i håbet og troen på, at Gud ser ind til os alle, og at han er med os i vores fortvivlelse og frygt.

Evangelieteksten til søndagen

Teksten, som der hører Midfaste-søndag til, skriver evangelisten Johannes, og han skriver:

”Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” Joh, 6,24-35

Pastorale tanker

Tekstens kontekst

Jesu tale om livets brød i evangelieteksten indledes med et brødunder. Jesus har netop mættet 5000 mennesker med fem små brød og to fisk - og reaktionen udebliver ikke. Skarerne trænger sig på og ønsker succesen gentaget, for sulten kan man jo altid blive! Jesus trækker sig derfor tilbage - over søen til et bjerg, hvor han kan være alene. Men folkeskaren finder ham alligevel og spørger, hvordan han er kommet frem? Dog vil de vist egentligt hellere bede om mere brød. Men Jesus vil noget helt andet. Han vil have, at de skal løfte blikket op over den daglige sult og se, at livet består af mere end mæthed i maven.  

For brødet, de har fået smag for, er kun begyndelsen. Brød af mel og vand har en tid, som snart er ovre. Brødet kan nemlig aldrig mætte evigt. Livet rummer også en anden dimension - evighedens dybde og de øjeblikke, hvor fællesskab og kærlighed forener mennesker. Denne livets dybdedimension kan man ikke vinde gennem nok så meget arbejde og anstrengelse. Den kan kun gives og modtages som gave fra Gud.

En mulig tolkning af teksten

Så vi står altså med to forskellige elementer. Den daglige overlevelse – og ja, den evige overlevelse, om vi vil. Ja, dybest set er det sidste noget helt andet end det, der mætter mund og maver over dage og år. Nok kommer alle gode gaver ovenfra, men den egentlige gave er forholdet til giveren selv. Og denne gave behøver vi ikke vente på. Gud har jo allerede givet os det, der bærer gennem det dagligdagen til evigt liv. Men det kan skaren ikke se. De tænker kun på at få mættet mundene på daglig basis.

Men Jesus vil noget andet. Han vil have os til at forholde os til troens væsen - den tro, som Jesus udfordrer skarene og os til. For tro er ikke noget, man kan beslutte sig til. Man kan ikke sige: ”Jeg vil tro på Gud” - og så vente det sker! Troen er noget, som Gud skaber i et menneske. Troen er, når den tænder en gnist i os, et svar på et Ord, som er talt - en reaktion på et møde, som finder sted. Troen er tilliden til den, man står overfor. Troen, der opstår, når man lærer Gud at kende som den, der er tro-værdig og tillids-vækkende. Troen og tilliden springer ud af dette møde.  

Og det er netop som mødested for denne troens gnist, at Jesus gør Guds gerning. Jesus gør det troværdigt at tro på Gud. Jesus viser gennem sine ord og handlinger, at Gud er god og vil os det godt. Jesus er sendebuddet, der afslører Guds væsen for os. Og derfor er Jesus ikke til at komme udenom - heller ikke, når man blot er sulten. For vil vi ikke mere end blot have mættet maven, afslører han hvor kort vort livsperspektiv er.  

Og ind i den situation siger Jesus da: "Jeg er livets brød". Hvilke konsekvenser får det, hvis vi tør at tage dette ord alvorligt? Virkelig tør at tro på, at Jesus er livets brød?

Brød ikke kun brød. På latin hedder brød "panis", og de, der er samlet for dele brød, hedder "com-panis" - et kompagni!  

For brødet bliver kun virkeligt brød for verden, hvis det bliver brudt og delt - ellers er det "kun" føde. At dele brødet afslører altså en ekstra dimension ved det at spise - at vi ikke kun skal overleve, men virkeligt leve. Og dette det virkelige liv fremkommer gennem fællesskabet og relationerne til andre.  

 Det er denne overskydende mening, Jesu netop har demonstreret med brødunderet. Af de to fisk og de fem brød har han mætte 5000 mennesker - gjort de mange til ét fællesskab om det allervigtigste, man kan mødes om, nemlig livet og det at dele livets gaver med andre.  

Tekstens efterfølgelse

I denne tid giver tekstens tanker om fællesskab stor mening. Det kan godt være, at vi i denne corona-tid ikke kan samles om nadverbordet og fysisk dele brødet imellem os – men det levende brød virker og ånder stadig i os. Og det kan vi dele med hinanden, når vi rækker ud til vores næste. Det kan vi gøre i bøn, ved at ringe og opmuntre hinanden, ved at stå hinanden bi.

Bøn og salmer til selvstudering

Johannes Værge har skrevet en bøn, som han kalder ”bøn i virussens tid”, og den vil jeg gerne dele med jer. Bønnen lyder:

Jesus Kristus, vores bror! Da du trådte frem iblandt os mennesker, var det med ordene "frygt ikke!" Og du sagde: "I skal ikke bekymre jer!"

Men din styrke, ét som du var med din himmelske Far, har vi små mennesker ikke. Så vi rammes af bekymring, når en ny sygdom bryder hverdagen op; og vi mærker frygt, fordi vi kender til mennesker, som den nye virus særligt vil true; dem tænker vi på, dem beder vi for.

Og vi beder for os selv: Lad din ånd virke i os, give os ro, låne os glimt af din styrke, så vi kan leve opmærksomtmed hinanden, hensynsfuldt og hjælpsomt. Hjælp os til at hvile i dit nærvær, virke i din kærlighed, den du lader alt udstråle fra til tro og til håb. Amen.

Hvis vi havde været samlet i kirken på søndag, ville jeg have sat DDS 217: ”Min Jesus, lad mit hjerte få” og DDS 675: ”Gud, vi er i gode hænder” på som salmer. I kan lytte til salmerne og læse teksterne på denne hjemmeside: https://dendanskesalmebogonlin...

I den ene salme lyder det:

”Gud, vi er i dine hænder,

 kærlighedens hænder to;

 sandhed du og nåde sender

 til med fred hos os at bo.

 Vige må for dem tilbage

 synd og død og Helveds plage.”

Lad os samles i den tro og håb. Og husk at mine to sognepræstekolleger og jeg altid står til rådighed for samtaler og sjælesorg – i denne tid telefonisk.

Må Guds fred være jer med alle.

Birkerød Præstegård, d. 19. marts 2020

Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen, sognepræst (kbf), Birkerød Sogn